De fleste hjemmesider bliver bygget én side ad gangen. Du skriver en side om din ydelse, en side om dine priser og måske en blog. Programmatic SEO vender det om: Du bygger én god skabelon og fylder den med data – og så kan du lave hundredvis eller tusindvis af sider, der hver især rammer en specifik søgning.
Det er metoden bag nogle af de største hjemmesider på nettet. Men den kan også gå grueligt galt, hvis du bare spytter tynde sider ud. I denne artikel får du forklaret, hvad programmatic SEO er, hvem det passer til, hvordan det fungerer i praksis – og hvor grænsen går i forhold til Googles regler.
Hvad er programmatic SEO?
Programmatic SEO (ofte forkortet pSEO) betyder, at du laver mange landingssider automatisk ud fra én skabelon og ét datasæt. Hver side målretter en variant af det samme søgemønster.
Et søgemønster kunne være “[ydelse] i [by]”. Folk søger på “fysioterapeut i Aalborg”, “fysioterapeut i Aarhus”, “fysioterapeut i Odense” osv. I stedet for at skrive hver side i hånden laver du én skabelon og et regneark med byerne og de oplysninger, der er unikke for hver by. Systemet bygger så siderne.
Sådan bliver siderne til
1. Søgemønster
“fysioterapeut i [by]”
2. Datasæt
Aalborg · Aarhus · Odense · Esbjerg · Randers …
+ adresse, priser, åbningstider, anmeldelser
3. Skabelon
Overskrift, tekst, kort, priser, FAQ – med pladser til data
4. Sider
/fysioterapeut-aalborg/
/fysioterapeut-aarhus/
/fysioterapeut-odense/
…
Forskellen fra almindelig SEO er altså ikke målet – det er stadig at blive fundet på relevante søgninger. Forskellen er skalaen: Du arbejder med mønstre og data i stedet for enkeltsider.
Almindelig SEO vs. programmatic SEO
| Almindelig SEO | Programmatic SEO | |
|---|---|---|
| Antal sider | Få til hundrede | Hundreder til tusinder |
| Søgeord | Færre søgeord – ofte med større søgevolumen | Mange long tail-søgeord med lav volumen pr. side |
| Indhold | Skrevet side for side | Skabelon + datasæt |
| Arbejdet | Jævnt fordelt – hver ny side tager tid | Stor indsats i starten, derefter hurtigt at skalere |
| Største risiko | At det tager lang tid at dække nok søgninger | Tynde, ens sider, der rammer Googles spamregler |
| Passer til | Næsten alle hjemmesider | Sider med mange varianter og unik data |
De to udelukker ikke hinanden. Programmatic SEO bygger oven på almindelig SEO: Uden en teknisk sund hjemmeside, god intern linkstruktur og en vis autoritet får dine programmatiske sider svært ved at blive indekseret og fundet. De fleste hjemmesider bør derfor have styr på det grundlæggende først – og bruge programmatic SEO som et ekstra lag.
Kendte eksempler på programmatic SEO
Du har helt sikkert landet på programmatiske sider uden at tænke over det. Her er tre klassiske eksempler:
Tripadvisor
Mønster: “ting at lave i [by]”, “restauranter i [by]”
Millioner af lokationssider, der hver især bygger på data om steder, anmeldelser og billeder.
Zapier
Mønster: “[app] + [app] integration”
En side for hver kombination af apps, de kan forbinde – tusindvis af sider, der rammer meget specifikke søgninger.
Nomad List
Mønster: “bo og arbejde i [by]”
En side pr. by med data om leveomkostninger, internethastighed, vejr og sikkerhed.
Fællesnævneren er, at hver side har sin egen unikke data. Det er ikke den samme tekst med et nyt bynavn – det er reelt forskelligt indhold, der svarer på netop den søgning.
Hvorfor virker programmatic SEO?
Fordi langt de fleste søgninger er små, specifikke søgninger – det man kalder long tail. Hver for sig har de lav søgevolumen, men tilsammen udgør de en enorm mængde trafik.
93 %
af søgeordene i Ahrefs’ amerikanske database bliver søgt færre end 10 gange om måneden
15 %
af alle søgninger på Google hver dag er helt nye og er aldrig blevet søgt før
45 %
mindre lavkvalitets- og ikke-originalt indhold i søgeresultaterne efter Googles opdatering i marts 2024
De to første tal viser potentialet: Der er utroligt mange søgninger, som ingen har skrevet en side til. Programmatic SEO er en måde at dække dem på, uden at skulle skrive tusind artikler i hånden.
Det tredje tal er advarslen. Google har aktivt ryddet op i netop den slags masseproducerede sider, der ikke giver værdi. Mere om det længere nede.
Sådan fungerer programmatic SEO trin for trin
1. Find et søgemønster
Start med en søgeordsanalyse, og kig efter søgninger, der gentager sig med én variabel. Fx “[ydelse] i [by]”, “[produkt] til [målgruppe]”, “[produkt A] vs [produkt B]” eller “[værktøj] til [branche]”. Mønsteret skal have nok varianter, og variablerne skal have søgevolumen – selv hvis den er lille pr. side.
2. Saml dataene
Det er her, det afgøres, om siderne bliver gode eller tynde. Hver række i dit datasæt skal indeholde noget, der er unikt for den side: priser, adresser, tider, specifikationer, anmeldelser, billeder, lokale forhold eller egne erfaringer. Data kan ligge i et Google Sheet, Airtable eller direkte i dit CMS.
3. Byg skabelonen
Skabelonen er en almindelig landingsside med pladser til dataene: titel, overskrift, intro, de unikke data, FAQ, interne links og en opfordring til handling. Byg den, så den giver mening for en besøgende – ikke kun for Google. En god test er: Ville du selv synes, siden var nyttig, hvis du landede på den?
4. Generér og udgiv siderne
I WordPress kan det gøres med et importværktøj, der laver én side pr. række i dit regneark. Andre systemer som Webflow har CMS-samlinger, der gør det samme. Start med en lille batch – fx 10-20 sider – og se, hvordan Google tager imod dem, før du udgiver hundredvis.
5. Link siderne sammen, og følg op
Siderne skal kunne findes. Lav oversigtssider (fx “Vi dækker disse byer”) og interne links mellem relaterede sider. Følg derefter med i Search Console: Bliver siderne indekseret? Hvilke får visninger og klik? Sider, der aldrig får trafik, skal enten forbedres eller fjernes.
Værktøjer til programmatic SEO
Du behøver ikke kunne kode for at komme i gang. Her er de typer værktøjer, du skal bruge – og eksempler på, hvad mange bruger:
1. Søgeordsanalyse
Find søgemønstrene
Ahrefs eller Semrush til at finde mønstre og volumen. Google Search Console til at se, hvilke varianter du allerede får visninger på.
2. Data
Saml og rens dit datasæt
Google Sheets eller Airtable til at samle dataene. Én række pr. side, én kolonne pr. felt i skabelonen.
3. Byg siderne
Skabelon + import
I WordPress kan et importplugin som WP All Import lave én side pr. række. Webflow har CMS-samlinger, der gør det samme – evt. synkroniseret med Airtable via Whalesync.
4. Kvalitetstjek
Tjek før og efter
Screaming Frog til at gennemgå siderne for dubletter, manglende titler og døde links. Search Console til at følge indeksering, visninger og klik.
AI-værktøjer som ChatGPT eller Claude kan hjælpe med at strukturere data, skrive udkast til skabelonen og lave variationer af intro-tekster. Men brug dem som hjælp, ikke som erstatning for den unikke data – det er den, der gør siderne værd at besøge.
Hvem er programmatic SEO til?
Godt match
- Webshops med mange produkttyper, mærker eller kombinationer
- Virksomheder, der dækker mange byer eller områder – og reelt har noget lokalt at fortælle
- Markedspladser, kataloger og sammenligningssider
- SaaS og værktøjer med mange integrationer eller anvendelser
- Virksomheder, der allerede sidder på unik data
Dårligt match
- Små virksomheder med én eller få ydelser i ét område
- Sider, hvor eneste forskel er et nyt bynavn i teksten
- Hjemmesider uden autoritet, links eller grundlæggende SEO på plads
- Brancher, hvor søgningerne ikke følger et gentaget mønster
For mange små danske virksomheder er det ærlige svar, at fuld programmatic SEO er overkill. Men tankegangen kan sagtens bruges i mindre skala. En tømrer i Aalborg kan fx lave fem-seks gode sider til de omkringliggende byer, han reelt arbejder i, med egne cases og billeder fra hver by. Det er programmatic SEO light – og det kan give rigtig god lokal synlighed.
Faldgruben: Googles regler om masseproduceret indhold
Programmatic SEO er ikke i sig selv forbudt. Men Google har to spamregler, der rammer dårligt udført programmatic SEO direkte:
- Skaleret indholdsmisbrug (scaled content abuse): Når mange sider laves primært for at manipulere placeringer i søgeresultaterne – uanset om det er AI, mennesker eller en kombination, der laver dem. Google nævner bl.a. at generere mange sider uden at tilføje værdi for brugerne.
- Doorway-sider: Mange næsten ens sider, der hver rammer en lille variation af en søgning (fx én pr. by), men alle fører til samme sted og ikke giver noget unikt.
Du kan læse reglerne i Googles spampolitikker. Kort sagt: Hvis den eneste forskel mellem dine sider er et udskiftet ord, er du på den forkerte side af stregen.
Det er også værd at være opmærksom på AI. Det er blevet nemt at lade en AI skrive 500 sider på en eftermiddag – og netop derfor er det blevet nemt at havne i problemer. AI kan være et godt værktøj i processen, men det gør ikke en tynd side mindre tynd. Læs mere i Må du bruge AI til at skrive tekster til din hjemmeside?
Tjekliste: Er dine programmatiske sider gode nok?
- ✓Har hver side data eller indhold, som ikke findes på de andre sider?
- ✓Svarer siden på det, folk søger efter – bedre end det, der allerede ligger i toppen?
- ✓Ville du selv synes, siden var nyttig, hvis du landede på den fra Google?
- ✓Er siderne linket sammen, så både brugere og Google kan finde dem?
- ✓Har du startet med en lille batch og tjekket indeksering og klik i Search Console?
- ✓Har du en plan for at forbedre eller fjerne sider, der aldrig får trafik?
Opsummering
Programmatic SEO er en metode til at blive synlig på mange små, specifikke søgninger ved at bygge sider ud fra en skabelon og et datasæt. Det virker, fordi langt de fleste søgninger er long tail – og det kan give store mængder relevant trafik, når det gøres rigtigt.
Nøglen er data. Har hver side noget unikt at byde på, kan programmatic SEO være en af de mest effektive måder at skalere din synlighed på. Er det bare den samme tekst med et nyt ord, risikerer du at blive ramt af Googles spamregler. Start småt, mål på visninger og klik i Search Console, og udvid først, når du kan se, at siderne bliver fundet.
Er du i tvivl om, om programmatic SEO giver mening for din hjemmeside? Få en vurdering fra en SEO konsulent, eller læs om, hvordan du lægger en SEO-strategi.
