SEO til webshops: Sådan får du flere besøgende fra Google

SEO til webshops handler mest om struktur. Du skal have en kategoriside til hver søgning, dine kunder faktisk laver. Dine produkter skal have deres egne tekster i stedet for leverandørens. Filtre må ikke skabe tusindvis af næsten ens sider. Og udsolgte varer skal håndteres, så du ikke smider din trafik ud. Det er de fire ting, jeg altid starter med, når jeg arbejder med SEO for en webshop.

Jeg har arbejdet med SEO siden 2014, både for virksomheder, der sælger en ydelse, og for webshops med hundredvis eller tusindvis af varer. Min erfaring er, at mange webshops bruger tid på de forkerte ting. De skriver blogindlæg og jagter links, mens deres kategorier er tomme, og halvdelen af produkterne har den samme tekst som 20 andre webshops.

I denne guide får du min tilgang til SEO for webshops. Jeg forklarer, hvad der er anderledes end SEO for en serviceforretning, og hvad du skal prioritere først.

Hvad er forskellen på SEO for en webshop og en serviceforretning?

Det grundlæggende er det samme: Google skal forstå din side, stole på den og vurdere, at den er det bedste svar på en søgning. Men i praksis er der stor forskel på, hvor arbejdet ligger.

Serviceforretning Webshop
Antal sider Typisk 10-50 sider Hundredvis eller tusindvis af sider
Vigtigste sider Ydelsessider, fx “massage i Aalborg” Kategorisider, fx “pirat kostume”
Søgningerne Få søgeord med lokal hensigt Mange specifikke søgninger på produkter, mærker og temaer
Teksterne Du skriver alt selv Leverandørens tekster går igen på mange andre shops
Teknikken Sjældent en stor udfordring Filtre, varianter og udsolgte varer kan skabe rod
Lokal SEO Ofte det vigtigste Mindre vigtigt, medmindre du også har en fysisk butik
Sæson Ret stabil Ofte store udsving, fx jul, Halloween og Black Friday

Det vigtigste at tage med fra tabellen: For en serviceforretning er det ofte nok at lave få, rigtig gode sider. For en webshop handler det om at bygge en struktur, der kan rumme mange søgninger på én gang, og om at holde orden i den, når der hele tiden kommer nye varer til.

1. Kategorisider: Her vinder eller taber webshops

Hvis jeg kun måtte gøre én ting for en webshop, ville det være at få styr på kategorierne. Min erfaring er, at kategorisiderne næsten altid er de sider, der kan give mest trafik. Folk søger nemlig sjældent på et præcist produktnavn. De søger på en type vare.

Ingen søger på “Kostume model 4471-B”. Men mange søger på “80er kostume”, “pirat kostume dame” eller “Oktoberfest udklædning”. Har du ikke en side, der matcher søgningen, har Google ikke noget at vise.

Min tilgang til kategorier

  • Start med en søgeordsanalyse, ikke med dit varelager. Find ud af, hvad folk søger på, og byg kategorierne efter det. Ikke efter hvordan din leverandør har inddelt varerne. Læs min guide til søgeordsanalyse.
  • Én side pr. søgning, der har volumen. Søger mange på “kostume til mænd” og “kostume til kvinder”, skal det være to kategorier, ikke ét filter.
  • Skriv en kort tekst øverst og en længere nederst. Øverst skal der være 2-3 linjer, der fortæller kunden, hvad de finder her. Nederst kan du forklare, rådgive og svare på typiske spørgsmål. Så står produkterne stadig først.
  • Brug søgeordet i titel, H1 og URL. Fx /pirat-kostume/ med overskriften “Pirat kostume”. Det lyder banalt, men jeg ser det overset igen og igen.
  • Lav ikke tomme kategorier. En kategori med to varer er ikke en god side. Saml hellere smalle temaer, indtil der er nok varer.

seo kategorier til webshops

Det var præcis det, der rykkede for Partyfabrikken. Vi byggede en kategoristruktur med en side til hvert tema, folk søger på: 20er, 70er, 80er, pirat, cowboy, Hawaii, Halloween, polterabend og så videre. Sammen med bedre produkttekster og interne links gik shoppen fra omkring 10 til over 100 klik om dagen fra Google på fem måneder.

2. Produkttekster: Drop leverandørens tekst

Det her er den mest almindelige fejl, jeg ser hos webshops. Produkterne har den tekst, leverandøren har sendt med. Problemet er, at den samme tekst står på 10, 20 eller 50 andre webshops. Hvorfor skulle Google så vise lige præcis din side?

Det er ikke en straf, som mange tror. Google viser bare den version, de synes er bedst, og det er sjældent den lille webshop. Læs mere om duplicate content.

Sådan skriver jeg produkttekster

  • Svar på det, kunden er i tvivl om. Hvad er det? Hvem er det til? Hvordan passer det? Hvad følger med? Hvornår bruger man det?
  • Brug de ord, kunderne bruger. Hvis kunderne skriver “festkjole” og ikke “selskabskjole”, så skriv festkjole.
  • Prioritér. Har du 2.000 varer, kan du ikke skrive unikke tekster til dem alle på én gang. Start med dine bedst sælgende varer og dem, der allerede får visninger i Search Console.
  • Kort er fint, hvis det er unikt. 80-150 gode, egne ord slår 500 ord kopieret fra leverandøren.

Bruger du AI til at skrive teksterne, så husk at give den rigtige oplysninger om produktet og læse det igennem bagefter. Ellers får du bare nye tekster, der ligner alle andres. Læs også mine tips til SEO-tekster.

3. Filtre: Den skjulte tidsrøver

Filtre på farve, størrelse, pris og mærke er gode for kunden. Men de kan være et mareridt for SEO. Hver gang en kunde vælger et filter, kan der opstå en ny URL, fx /kjoler/?farve=roed&str=m&sort=pris. Med mange filtre bliver det til tusindvis af sider, der næsten er ens.

Google bruger så tid på at gennemgå alle de filtersider i stedet for dine vigtige kategorier og produkter. Google har selv skrevet om problemet i deres guide til filtre og facetteret navigation.

Min tilgang til filtre

  • Find ud af, hvilke filtre folk faktisk søger på. Søger mange på “rød kjole”, skal det være en rigtig kategoriside med egen tekst og egen URL. Ikke et filter.
  • De andre filtre skal ikke indekseres. Sortering, pris og kombinationer af flere filtre skal ikke i Google. Det håndteres typisk med canonical-tags eller noindex. I de fleste webshopsystemer og SEO-plugins kan du styre det i indstillingerne.
  • Tjek Search Console. Under Indeksering af sider kan du se, om Google har fundet tusindvis af filter-URL’er. Er der langt flere sider, end du har varer og kategorier, er filtrene ofte synderen.

Det er en af de ting, der er mest anderledes end SEO for en serviceforretning. Har du en hjemmeside med 20 sider, behøver du slet ikke tænke over det. Læs mere om teknisk SEO.

4. Udsolgte varer: Slet dem ikke

Når en vare er udsolgt, er reaktionen tit at slette den eller skjule den. Men har siden fået trafik og links, smider du det hele ud. Min erfaring er, at det her er et af de steder, hvor webshops mister mest trafik uden at opdage det.

Sådan håndterer jeg udsolgte varer

  • Midlertidigt udsolgt: Lad siden blive liggende. Skriv tydeligt, at varen er udsolgt, og hvornår den forventes hjem igen. Vis lignende varer, og giv evt. kunden mulighed for at blive skrevet op.
  • Udgået for altid, men der findes en efterfølger: Lav en 301-redirect til den nye model eller til den nærmeste kategori. Så følger trafikken og linksene med.
  • Udgået for altid uden erstatning: Lad den gå i 404, eller send den til den nærmeste relevante kategori. Send den ikke til forsiden. Det forvirrer både kunden og Google.

Husk også, at lagerstatus skal være rigtig i dit produktfeed. Står varen på lager hos Google, men er udsolgt i shoppen, kan dine varer blive afvist i Shopping. Se varer afvist i Google Merchant Center.

5. Varianter: Én side eller mange?

En T-shirt i fem farver og seks størrelser skal som udgangspunkt være én produktside med valgmuligheder, ikke 30 sider. Ellers konkurrerer siderne mod hinanden.

Undtagelsen er, når folk søger på varianten. Søger mange på “sort vinterjakke” og “grøn vinterjakke”, kan det give mening med en side til hver farve. Men så skal hver side have sin egen tekst.

6. Intern linkbuilding: Fortæl Google, hvad der er vigtigst

På en webshop med mange sider er de interne links med til at fortælle Google, hvilke sider der er vigtigst. Min tilgang er:

  • Link fra forsiden og menuen til dine vigtigste kategorier.
  • Link fra kategorier til underkategorier, og omvendt.
  • Link fra produkter til relevante kategorier og tilbehør, fx “Se alle pirat kostumer” eller “Køb hat og sværd til”.
  • Link fra dine guides og blogindlæg til de kategorier, de handler om.

En kategori, som ingen andre sider linker til, har svært ved at ranke, uanset hvor god teksten er.

7. Strukturerede data og produktbilleder

Med strukturerede data (schema) fortæller du Google præcis, hvad varen hedder, hvad den koster, om den er på lager, og hvad kunderne har givet den af stjerner. Det kan give pris, lagerstatus og stjerner direkte i søgeresultatet. De fleste webshopsystemer og SEO-plugins gør det automatisk, men tjek, at det virker. Se Googles guide til produktdata eller min artikel om schema markup.

Og så billederne: Giv dem et filnavn og en alt-tekst, der beskriver varen, fx pirat-kostume-dame-roed.jpg og ikke IMG_4471.jpg. Gør dem små nok til, at siden loader hurtigt, især på mobilen.

8. Guides og blog: Først når fundamentet er på plads

Blogindlæg og guides kan give en webshop meget trafik, fx “Hvad tager man på til 80er fest?” eller “Sådan vælger du den rigtige løbesko”. De er også gode til at blive nævnt i AI-svar fra fx ChatGPT og Gemini. Læs om AI SEO.

Men min erfaring er, at det er spild af tid at skrive guides, før kategorierne og produkterne er i orden. Guiden skal jo linke videre til en kategori, der kan stå for sig selv.

Sådan måler du, om din SEO virker

SEO handler om at få flere relevante besøgende fra Google. Derfor måler jeg på trafikken og synligheden i Google Search Console:

  • Eksponeringer: Hvor ofte dine sider bliver vist i Google. De stiger typisk først.
  • Klik: Hvor mange der klikker ind. De følger efter eksponeringerne.
  • Placeringer: Hvor højt dine kategorier og produkter ligger på de vigtigste søgninger.
  • Søgninger: Hvilke søgninger der giver trafik, og hvilke sider de lander på.

Sammenlign altid med samme periode sidste år. Webshops har store sæsonudsving, og en stigning i november betyder ikke nødvendigvis, at SEO’en virker. Den kan bare skyldes julehandlen.

Min tjekliste til SEO for webshops

  1. Lav en søgeordsanalyse, og find de søgninger, dine kunder laver.
  2. Byg kategorier, der matcher søgningerne, med tekst øverst og nederst.
  3. Skriv egne tekster til dine vigtigste produkter i stedet for leverandørens.
  4. Sørg for, at filtre og sortering ikke laver tusindvis af sider i Google.
  5. Lad midlertidigt udsolgte varer blive liggende, og redirect udgåede varer til det nærmeste alternativ.
  6. Saml varianter på én side, medmindre folk søger specifikt på dem.
  7. Link internt fra forside, kategorier, produkter og guides.
  8. Tjek strukturerede data og billeder.
  9. Skriv guides, når fundamentet er på plads.
  10. Følg klik og eksponeringer i Search Console, og sammenlign med sidste år.

Skal jeg kigge på din webshop?

Jeg arbejder med SEO for webshops og hjælper også webshops med Google Shopping. Det hænger tæt sammen: Et godt produktfeed og gode produktsider hjælper både dine annoncer og din organiske trafik.

Læs mere om, hvordan jeg arbejder som SEO-konsulent, eller se hele casen med Partyfabrikken. Vil du gerne selv i gang, kan du læse mere om, hvordan du lægger en SEO-strategi.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Scroll to Top