Hvorfor er min trafik fra Google faldet?

Tjek først (5 minutter)

Før du går i panik: find ud af, hvad der er faldet, og hvornår. Det tjekker du i Google Search Console under Ydeevne.

  1. Hvad er faldet? Klik, visninger eller gennemsnitlig placering?
  2. Sammenlign med samme periode sidste år – ikke kun måneden før. Så kan du se, om det bare er sæson.
  3. Er det hele siden eller enkelte sider? Se fanen Sider.
  4. Hvornår startede faldet? Skete der noget den dag?
  5. Passer Search Console og Analytics sammen? Er faldet kun i Analytics, er det målingen, der driller.
SymptomSandsynlig årsag
Faldet ses også sidste år på samme tidSæsonudsving
Visninger og placeringer falder på tværs af siden på en bestemt datoGoogle-opdatering
Visninger stabile, men klik falderAI-oversigter eller ændret søgeresultat
Brat fald på mange sider på én gangTeknisk fejl eller flytning uden redirects
Kun enkelte sider falder langsomtKonkurrenter eller forældet indhold
Fald i Analytics, men ikke i Search ConsoleFejl i tracking
Hele siden forsvinder pludseligManuel handling eller hacket side

1. Sæsonudsving

Rigtig mange brancher har sæson. Fyrværkeri sælger i december, havearbejde om foråret, kost og træning i januar. Hvis du sammenligner oktober med september, kan det ligne en katastrofe – selvom det er helt normalt.

Sådan tjekker du det: Sæt Search Console til at sammenligne de sidste 3 måneder med samme periode sidste år. Du kan også slå dine vigtigste søgeord op i Google Trends.

2. En Google-opdatering

Google laver flere store opdateringer (core updates) om året. De kan flytte placeringer markant – både op og ned.

Sådan tjekker du det: Se om faldet startede samme dag som en kendt opdatering. Google offentliggør selv deres opdateringer på Google Search Status Dashboard.

Hvad du gør: Undgå at lave store ændringer i panik midt i en opdatering – de tager ofte et par uger at rulle ud. Kig derefter på de sider, der har mistet mest: Svarer de bedre på søgningen end dem, der nu ligger over dig?

3. Tekniske fejl

En lille teknisk fejl kan få sider til at forsvinde helt fra Google. Typiske syndere:

  • Sider er ved en fejl sat til noindex
  • robots.txt blokerer vigtige sider
  • Sitemap er gået i stykker eller mangler
  • Hjemmesiden er blevet meget langsom, eller der er mange fejl (404/500)

Sådan tjekker du det: I Search Console under Sider kan du se, hvilke sider der ikke er indekseret og hvorfor. → Læs mere om teknisk SEO og hvorfor din hjemmeside ikke kan findes på Google

4. Ny hjemmeside, redesign eller domæneskift

Dette er en af de mest almindelige årsager til store fald. Når man får ny hjemmeside eller skifter domæne, ændrer URL’erne sig ofte. Uden 301-redirects fra de gamle adresser til de nye mister du den synlighed, de gamle sider havde opbygget.

Sådan tjekker du det: Tag de sider, der tidligere fik flest klik i Search Console, og prøv at åbne de gamle URL’er. Sender de dig videre til den rigtige nye side – eller får du en fejlside?

Hvad du gør: Lav redirects fra hver gammel URL til den mest relevante nye side – ikke bare til forsiden.

5. AI-oversigter tager klikkene

Google viser i stigende grad AI-genererede svar øverst i søgeresultaterne. Det betyder, at folk nogle gange får svaret uden at klikke.

Sådan kender du det: Dine visninger og placeringer er stabile, men klikkene falder. Det rammer især informationsartikler og “hvad er”-spørgsmål.

Hvad du gør: Arbejd på at blive kilden i AI-oversigten – med klare svar, egne erfaringer og god struktur. → Læs mere om AI-SEO

6. Konkurrenterne er blevet bedre

Nogle gange har du ikke gjort noget forkert – andre har bare gjort det bedre. En konkurrent kan have skrevet en mere grundig side, fået flere links eller opdateret sit indhold.

Sådan tjekker du det: Søg på de søgeord, du har mistet, i et privat vindue. Hvem ligger nu over dig – og hvad har de, som du ikke har?

7. Tabte links

Har en vigtig hjemmeside fjernet et link til dig, eller er en side, der linkede, lukket ned, kan det koste placeringer.

Sådan tjekker du det: Under Links i Search Console kan du se, hvilke sider der linker til dig. Sammenlign gerne over tid.

8. Fejl i målingen

Ikke alle fald er rigtige. Hvis trafikken kun er faldet i Google Analytics, men ikke i Search Console, er det typisk målingen, der er noget galt med. Det kan være en ny cookiebanner, en fjernet tracking-kode eller en ændring i Google Tag Manager.

Sådan tjekker du det: Sammenlign klik i Search Console med organisk trafik i Analytics for samme periode. Følger de ikke hinanden, er det målingen. → Læs om opsætning af Google Analytics 4

9. Manuel handling eller hacket hjemmeside

Det er sjældent, men alvorligt. Har Google givet din side en manuel handling, eller er den blevet hacket med spam, kan den falde dramatisk eller forsvinde helt.

Sådan tjekker du det: I Search Console under Sikkerhed og manuelle handlinger. Søg også på site:ditdomæne.dk og se, om der dukker mærkelige sider op, du ikke selv har lavet.

Hvad du ikke skal gøre

  • Lave alt om på én gang – så ved du aldrig, hvad der hjalp
  • Slette sider i panik – de kan have links og synlighed, du mister
  • Købe billige links for at “redde” placeringerne
  • Konkludere for hurtigt – giv det et par uger, særligt efter en Google-opdatering

Få hjælp til at finde årsagen

Kan du ikke selv finde årsagen, kan jeg gennemgå din hjemmeside og din Search Console med en SEO-analyse og fortælle dig, hvad der er sket – og hvad der skal gøres først.

Få hjælp af en SEO-konsulent →

Ofte stillede spørgsmål

Hvor meget udsving i trafikken er normalt?

Små udsving fra uge til uge er helt normalt. Kig efter tendenser over flere uger og sammenlign med samme periode sidste år.

Hvor lang tid tager det at få trafikken tilbage?

Det afhænger af årsagen. En teknisk fejl kan rettes på en dag og give trafikken tilbage inden for få uger. Efter en Google-opdatering kan det tage måneder.

Hvorfor falder mine klik, når mine placeringer er de samme?

Typisk fordi søgeresultatet har ændret sig – fx med AI-oversigter, flere annoncer eller andre elementer over dig, som tager klikkene.

Kan en ny hjemmeside få trafikken til at falde?

Ja, især hvis URL’erne ændrer sig uden 301-redirects. Det er en af de mest almindelige årsager til store fald.

Hvor ser jeg, om min trafik er faldet?

I Google Search Console under Ydeevne. Det er det mest pålidelige sted at se klik, visninger og placeringer fra Google.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Scroll to Top