Hvad er onpage SEO?
Onpage SEO – søgemaskineoptimering på selve siden – er alt det, du kan gøre på din egen hjemmeside for at blive fundet på Google. Det er de dele af SEO, du selv har kontrol over. Du kan gøre det selv eller få en SEO-konsulent til at hjælpe, hvis det virker uoverskueligt.
Det spænder fra at skrive gode SEO-tekster til at optimere titler og metabeskrivelser og strukturere indholdet med overskrifter og interne links.
Idéen er at gøre det let for Google – og i dag også for AI-værktøjer som ChatGPT og Googles AI-oversigter – at forstå, hvad din side handler om, og hvorfor den er et godt svar. Samtidig giver det en bedre oplevelse for de besøgende, og det giver flere kunder. Også fra dine Google Ads.
Onpage vs. offpage SEO
Onpage SEO dækker over alt, hvad du kan gøre på din hjemmeside for at forbedre dine placeringer.
Offpage SEO dækker over det, der sker uden for din hjemmeside. Links fra andre sider er stadig den største offpage-faktor – læs mere om linkbuilding. Men omtale, anmeldelser og sociale medier hører også med. Og så er der teknisk SEO, som handler om, at Google kan finde, læse og indeksere din side.
Alle tre er vigtige. Men du har mest kontrol over onpage, så det er et godt sted at starte.

13 onpage SEO-teknikker du kan bruge på din hjemmeside
Her er de onpage-optimeringer, jeg stærkt anbefaler dig at lave:
- Skriv unikt og hjælpsomt indhold
- Optimer sidetitlen
- Optimer metabeskrivelsen
- Tilføj dit vigtigste søgeord i URL’en
- Brug dit søgeord i din H1
- Svar på spørgsmålet med det samme
- Del indholdet op med underoverskrifter (H2, H3)
- Tilføj billeder med alt-tekst
- Brug interne og eksterne links
- Svar på alle læserens spørgsmål
- Brug schema markup
- Vis, at du er en troværdig kilde (E-E-A-T)
- Sørg for, at siden er hurtig og virker på mobil
1# Skriv unikt og hjælpsomt indhold
Det vigtigste i onpage SEO er indhold af høj kvalitet, der matcher det, din læser leder efter.
„Jamen det lyder da nemt, det gør vi da bare.”
Lettere sagt end gjort – right?
Men det er det, Google vil have. Med Helpful Content-opdateringen blev Google skarpere til at vurdere, om indhold er skrevet til mennesker eller bare til søgemaskiner. I 2024 blev det en fast del af Googles kernealgoritme, så det vurderes nu løbende på hele din hjemmeside.
Indhold, der bare gentager det, alle andre skriver, har svært ved at komme op – også hvis det er skrevet med AI. Tilføj det, kun du kan: dine erfaringer, eksempler fra dine kunder, dine egne billeder og din holdning. Læs mere om, hvorvidt du må bruge AI til at skrive tekster til din hjemmeside.
Start med en grundig søgeordsanalyse, så du ved, hvad folk søger efter, og hvad de forventer at finde.
2# Optimer sidetitlen (title tag)
Sidetitlen er det første, folk ser i Google. Den skal fortælle, hvad de kan forvente, og give dem lyst til at klikke.
- Hold den kort. Google afkorter titler efter ca. 600 pixels, hvilket svarer til omkring 50-60 tegn.
- Sæt dit vigtigste søgeord tidligt. Det hjælper både Google og læseren.
- Vær unik. Hver side skal have sin egen titel.
- Tjek stavning og tegnsætning. Et mellemrum før et spørgsmålstegn eller en stavefejl ser uprofessionelt ud i søgeresultaterne og koster klik.
Google omskriver nogle gange titlen, hvis den ikke passer til søgningen. Jo bedre din titel matcher sidens indhold, jo oftere bruger Google din version.
3# Optimer metabeskrivelsen
Metabeskrivelsen er den lille tekst under titlen i Google. Den er som bagsideteksten på en bog: Den skal fange interessen og overbevise om, at det er værd at klikke. Skriv en kort, konkret beskrivelse på 120-155 tegn med dit søgeord og en grund til at klikke.
Metabeskrivelsen påvirker ikke direkte din placering, men den påvirker, hvor mange der klikker. Google bruger den dog ikke altid og henter tit et uddrag fra siden i stedet – endnu en grund til at have et godt svar tidligt på siden.
4# Tilføj dit vigtigste søgeord i URL’en
Din sides adresse skal være kort og let at forstå. Inkluder dit vigtigste søgeord, fx /personlig-traener-aalborg/ frem for /side-2/?id=17. Det gør det også nemmere for brugerne at huske og dele din side.
Punkt 2, 3 og 4 skal du tænke ind, før du begynder at lave indhold. Bruger du WordPress, kan du redigere titel og metabeskrivelse med et plugin som Yoast SEO eller Rank Math.
5# Brug dit søgeord i din H1
H1 er sidens hovedoverskrift – den første og vigtigste overskrift. Brug dit vigtigste søgeord i den, og hav kun én H1 pr. side.
Eksempel med søgeordet „rygestop”: Guide til rygestop – 5 metoder der virker.
6# Svar på spørgsmålet med det samme
Tidligere lærte man at skrive en lang, fængende indledning. I dag er det bedre at give svaret først og uddybe bagefter. Start gerne med et kort svar på to-tre linjer, der svarer direkte på det, folk søgte efter.
Det gør læseren glad, fordi de med det samme kan se, at de er landet det rigtige sted. Og det gør det nemmere for Google og AI-værktøjer at bruge din side som kilde. Nævn også dit søgeord i starten.
7# Del indholdet op med underoverskrifter (H2, H3)
Del dit indhold op i letlæselige afsnit med H2- og H3-overskrifter. Det gør det nemt at skimme, og det hjælper Google med at forstå strukturen. Det kan fx se sådan her ud:
- H1: Sidens emne
- H2: Første delemne
- H3: Uddybning
- H2: Andet delemne
- H2: Tredje delemne
- H3: Uddybning
- H3: Uddybning
- H2: Første delemne
Skriv gerne overskrifterne som de spørgsmål, folk stiller. Så matcher de også de lange søgninger, mange laver i dag.

Forestil dig at komme ind på en side, hvor alt er skrevet helt ud til kanten uden afsnit eller luft. Hvornår har du sidst set sådan en i toppen af Google?
8# Tilføj billeder med alt-tekst
Et billede siger mere end 1.000 ord, og billeder gør dine sider lettere at forstå. Brug gerne dine egne billeder frem for stockfotos – det viser, at du er en rigtig virksomhed.
Giv hvert billede en alt-tekst, der beskriver, hvad billedet viser. Det hjælper Google med at forstå billedet, det kan give synlighed i billedsøgninger, og det gør siden tilgængelig for folk, der bruger skærmlæser.
Sådan tilføjer du alt-tekst, når du uploader et billede i WordPress:

Husk også, at billederne ikke må fylde for meget. Gem dem gerne i WebP-format og hold dem under ca. 100-200 kb, hvis det kan lade sig gøre uden at gå ud over kvaliteten.
9# Brug interne og eksterne links
Links er som små fodnoter. Interne links forbinder dine egne sider, så både læseren og Google kan finde rundt. Eksterne links til troværdige kilder viser, at du har styr på dit stof.
Interne links er en af de mest oversete SEO-teknikker. Når du skriver en ny artikel, så link til den fra dine ældre sider om samme emne – ellers har Google svært ved at se, at den er vigtig. Brug linktekster, der beskriver, hvad der er på den anden side, fx „sådan skriver du gode SEO-tekster” frem for „klik her”.
10# Svar på ALLE læserens spørgsmål
Hvis du vil i toppen af Google, må læseren ikke sidde tilbage med spørgsmål inden for det emne, du skriver om.
Find de spørgsmål, din målgruppe stiller – i Googles „Andre stiller også disse spørgsmål”, i dine egne mails og i telefonen – og besvar dem grundigt. Det viser din ekspertise, og det gør din side til et godt svar for både Google og AI-værktøjer.
11# Brug schema markup
Schema what?
Schema markup – også kaldet strukturerede data – er en lille stump kode, der fortæller søgemaskinerne præcis, hvad din side indeholder: om det er en virksomhed, et produkt, en artikel, en anmeldelse eller en begivenhed.
Det kan give „rich results” i Google, fx stjerner, priser og lagerstatus direkte i søgeresultatet, og det hjælper AI-værktøjer med at forstå din virksomhed. Bemærk dog, at Google siden 2023 kun viser FAQ-resultater for et fåtal af store, autoritative sider, så det er ikke længere en genvej for de fleste. Læs den komplette guide til schema markup.
Sådan bruger jeg schema markup til at få stjerner frem i Googles søgeresultater:

12# Vis, at du er en troværdig kilde (E-E-A-T)
E-E-A-T står for Erfaring (Experience), Ekspertise (Expertise), Autoritet (Authoritativeness) og Troværdighed (Trustworthiness). Det er Googles måde at beskrive, hvad der kendetegner en kilde, man kan stole på. Det første E for erfaring kom til i slutningen af 2022 – Google vil gerne se, at du har prøvet det, du skriver om.
Sådan viser du det i praksis:
- Skriv om dine egne erfaringer og brug eksempler fra dit arbejde.
- Vis, hvem der har skrevet indholdet, og link til din om-side.
- Vis cases, anmeldelser og kontaktoplysninger.
- Skriv meget om dit emne og forbind artiklerne med interne links. Det kaldes et emnecluster.
13# Sørg for, at siden er hurtig og virker på mobil
Google vurderer i dag din hjemmeside ud fra mobilversionen. Kigger du i Google Analytics, kan du garanteret også se, at de fleste besøgende kommer fra mobilen. Derfor skal din side fungere mindst lige så godt på mobil som på computer.
Hastigheden måles bl.a. med Googles Core Web Vitals: hvor hurtigt det vigtigste indhold vises (LCP), hvor hurtigt siden reagerer, når man trykker (INP), og om indholdet hopper rundt, mens siden indlæses (CLS). Du kan teste din side gratis i PageSpeed Insights. Læs flere tips i teknisk SEO – 12 ting du kan optimere.
Onpage SEO i AI-æraen
Flere og flere får svar fra Googles AI-oversigter og værktøjer som ChatGPT i stedet for at klikke på et link. Den gode nyhed er, at det, der virker i klassisk onpage SEO, også er det, der gør dig synlig i AI: klare svar, en tydelig struktur, ægte erfaring og en side, der er nem at forstå.
Læs mere om AI SEO og Generative Engine Optimization (GEO). Har du en lokal virksomhed, så husk også din Google Business-profil og lokal SEO.
Opsummering: Det vigtigste i din onpage SEO
- Skriv unikt og hjælpsomt indhold med din egen erfaring.
- Optimer titel og metabeskrivelse, så flere klikker.
- Brug dit søgeord i URL’en og i H1.
- Giv svaret først, og uddyb bagefter.
- Del indholdet op med tydelige underoverskrifter.
- Brug billeder med alt-tekst og interne links med beskrivende linktekst.
- Besvar læserens spørgsmål, og brug schema markup.
- Vis erfaring og troværdighed.
- Sørg for, at siden er hurtig og virker på mobil.
Vil du lære SEO fra bunden, kan du starte med mit gratis SEO-kursus eller se mit SEO-kursus. Og vil du hellere have hjælp, kan du læse om mit arbejde som SEO-konsulent.
